Charles Lapicque

Tidligt liv, familie og uddannelse

Charles Lapicque blev født den 6. oktober 1898 i Theizé, Rhône, Frankrig. Han voksede op i et hjem præget af akademisk nysgerrighed, da han var den adopterede søn af Louis Lapicque, professor i generel fysiologi. Dette miljø af videnskabelige studier var en integreret del af en barndom, der også var fyldt med musik og visuel udforskning. I disse formative år brugte han sin tid på at lære at spille klaver og violin, samtidig med at han udviklede sine færdigheder inden for tegning.

Livets kurs ændrede sig med udbruddet af den første verdenskrig. Efter sin tjeneste i artilleriet bevægede han sig mod en karriere inden for teknisk videnskab. Han blev optaget på École centrale des arts et manufactures i Paris for at påbegynde sin uddannelse som ingeniør. Han gennemførte til sidst denne krævende ingeniøruddannelse, en baggrund, der senere skulle få stor betydning for hans opfattelse af mekanikken bag lys og farve.

Videnskabelig forskning og kunstneriske begyndelser

Årene efter Første Verdenskrig bragte betydelige skift i hans liv. Under konflikten tjente han i artilleriet og blev i 1918 tildelt Croix de Guerre. Da krigen sluttede, søgte han en anden form for disciplin og blev optaget på École centrale des arts et manufactures i Paris. Hans studier dér førte ham til at specialisere sig i industrielt design, et teknisk fundament, der i det stille ville præge hans senere forståelse af rum og form.

Hans tidlige kreative impulser begyndte at spire i landskabet. I 1920 malede han sit første landskab i nærheden af Caen. Denne periode var præget af en dobbelt eksistens; han var ved at opbygge en professionel karriere som ingeniør inden for elektrisk energidistribution nær Lisieux, samtidig med at hans interesse for det visuelle udtryk voksede. Ved 1924 havde han bosat sig i Paris, hvor han kom tættere på det kunstneriske miljø, mens han stadig varetog sine tekniske forpligtelser.

En afgørende forandring indtraf i 1928, da han besluttede at lægge ingeniørfaget bag sig. Han rettede sit fulde fokus mod kunsten og lærte sig selv de komplekse aspekter af maleri, skulptur og forskellige trykteknikker. Denne overgang fra ingeniørvidenskabens præcision til den autodidakte malers taktile natur gjorde det muligt for ham at begynde at udforske forholdet mellem lys og farve gennem en videnskabelig linse.

Kunstnerisk udvikling og store opgaver

Ved 1929 var overgangen fra ingeniørvidenskab til lærredet fuldendt. Hans første soloudstilling på Gallery Jeanne Bucher markerede et skelsættende øjeblik, der signalerede hans ankomst som en dedikeret maler. Denne periode var præget af, at han bevægede sig væk fra de rigide strukturer fra sin videnskabelige uddannelse og mod en mere personlig måde at betragte verden på. Han var ikke længere blot en observatør af fysiske love, men en fortolker af lys og form.

Året 1937 bragte en stor professionel milepæl, da han blev bestilt til at skabe fem store vægdesigns til Palais de la Découverte i Paris. Dette projekt gav ham mulighed for at anvende sin forståelse for rum og optik i en langt større skala. Hans bidrag til Palais de la Découverte blev højt værdsat og sikrede ham en æresmedalje ved Verdensudstillingen i Paris i 1937. Det var en tid, hvor hans videnskabelige baggrund og hans kunstneriske vision begyndte at arbejde i fuld harmoni.

Som årtiet skred frem, tog hans interesser en mere praktisk, omend specialiseret, drejning. I 1939 begyndte han at arbejde med det nationale center for videnskabelig forskning, hvor han var ansvarlig for studier af nattesyn og camouflage. Dette arbejde krævede en dyb forståelse af, hvordan øjet opfatter farve og form under forskellige forhold – en undersøgelse, der ville fortsætte med at præge den måde, han tilgik sine malerier på i mange år fremover.

Teknik og en unik kunstnerisk stil

Charles Lapicques tilgang til lærredet var dybt præget af hans videnskabelige baggrund, hvilket førte til udviklingen af en højst personlig metode, som han kaldte "Blaugitterstil". Han søgte at bygge bro over kløften mellem den genkendelige verden og den rene abstraktion. Dette opnåede han ved at skabe en balance mellem farvede flader og bølgende, arabeskagtige linjer, der syntes at danse hen over overfladen. Hans værker føltes ofte som en stille samtale mellem det figurative og det abstrakte, hvor formerne ikke blev defineret af hårde konturer, men af den måde, hvorpå lys og farve interagerede.

Hans visuelle sprog var en gennemtænkt blanding af kubistisk struktur og impressionistisk lys. I stedet for at benytte traditionel skyggelægning opbyggede han sine kompositioner gennem et komplekst lag af båndlignende påføringer, fletninger og løkker. Dette skabte en følelse af en ny rumlig konstruktion, der føltes både jordbunden og flydende på samme tid. Han var en alsidig skaber, der arbejdede i mange medier, herunder maleri, grafik, skulptur, tegning, radering og litografi. Han eksperimenterede endda med emalje, tapet, illumination og den unikke teknik at påføre olie på kalkerpapir, der var lagt over lærredet.

Sen karriere og professionel anerkendelse

Året 1943 markerede et betydeligt vendepunkt i Lapicques liv. Gennem en kontrakt med Galleri Louis Carré blev han endelig i stand til at lægge sin karriere som ingeniør bag sig. Denne overgang gjorde det muligt for ham at dedikere sin fulde opmærksomhed til sit maleri og sin forskning i, hvordan vi opfatter farve og lys. Hans forbindelse til havet forblev en konstant gennem denne periode, og fra 1948 og frem bar han titlen som Peintre Officiel de la Marine.

Hans bidrag til kunstverdenen modtog anerkendelse på højt niveau på den internationale scene. I 1953 blev han æret med Prix Raoul Dufy ved Venedig Biennalen. Denne periode i hans liv var præget af, at hans unikke tilgang til rum og farve blev anerkendt af både ligesindede og institutioner. Selv i hans senere år forblev hans position i det franske kunstmiljø urokkelig, hvilket i sidste ende førte til, at han modtog Grand prix national de peinture i 1979.

Hvor man kan se værkerne i dag

At finde de fysiske spor af Charles Lapicques udforskning af lys og farve kræver en rejse til flere store institutioner på tværs af forskellige kontinenter. Hans tilstedeværelse i de offentlige samlinger sikrer, at hans helt særlige måde at betragte verden på forbliver tilgængelig for dem, der studerer krydsfeltet mellem videnskab og maleri. I Nordamerika findes hans værker i National Gallery of Art i Washington, D.C., samt i National Gallery of Canada i Ottawa. Disse samlinger giver beskueren mulighed for at opleve, hvordan hans teorier om optik blev oversat til mærkbare former på lærredet.

I USA udstiller Dayton Art Institute også værker af kunstneren, hvilket giver endnu en mulighed for at møde hans unikke tilgang til rumlighed. Hans eftermæle er desuden bevaret i Frankrig, hvor hans bidrag er en del af samlingerne på Palais de la Découverte i Paris. Disse forskellige lokationer huser de værker, der definerer hans karriere, fra hans tidlige eksperimenter til hans senere, mere modne værker.