le chasseur

Tidlige år, familie og uddannelse

Fernando Botero blev født den 19. april 1932 i Medellín, Colombia. Hans tidlige år blev formet af de stille, jævne rytmer i en husholdning, der kæmpede for at få enderne til at mødes. Hans far, David Botero, tjente til livets ophold som sælger og rejste ofte til hest for at nå sine kunder. Hans mor, Flora Angulo, arbejdede som syerske og sikrede den nødvendige støtte til familien. Disse tidlige omgivelser gav ham en følelse af tilhørsforhold og sted, som ville blive ved med at præge ham længe efter, at han forlod byen.

I sin ungdom tilbragte Fernando Botero flere år på en skole for matadorer. Han blev trænet i tyrefægterringens bevægelser og traditioner, men hans interesser trak ham med tiden væk fra arenaen. I en alder af 16 år var hans fokus skiftet mod tegning og skitsering. I 1948 blev hans første illustrationer udgivet i søndagsbilaget i El Colombiano, hvilket markerede begyndelsen på hans offentlige tilstedeværelse gennem hans visuelle virke.

Kunstnerisk uddannelse og europæiske rejser

I 1952 brugte Botero de penge, han havde tjent på sit gallerisalg, til at sætte kursen mod Europa. Hans første stop var Barcelona, men han bevægede sig snart videre til Madrid. Det var i Spanien, at han begyndte sine studier ved Academia de San Fernando. Han tilbragte kostbare timer i Prado-museet, hvor han sad fordybet i at kopiere værker af Goya og Velázquez. Denne disciplinerede vane med at studere de gamle mestre blev en uundværlig og konstant del af hans kunstneriske virke.

Hans studier førte ham til sidst til Firenze, hvor han gik på Academia de San Marcos. Ved 1953 var han flyttet til Paris. Her tilbragte han en stor del af sin tid i Louvre, hvor han iagttog, hvordan lyset og formen lagde sig over figurerne i museets store sale. Disse år i Europa var præget af en konstant bevægelse mellem byer som Madrid, Firenze og Paris, mens han opsugede den tyngde og nærvær, som den klassiske kunst besidder.

Udviklingen af Boterismo-stilen

Formerne i hans værker bærer på en helt særlig tyngde. Denne tilgang, som ofte betegnes som Boterismo, fokuserer på mennesker og figurer, der er gengivet i store, overdrevne volumener. I stedet for at lade sig lede af tynde, spinkle linjer, forbliver fokus på de runde, korpulente former, der indtager rummet med en massiv og tung tilstedeværelse. Disse figurer besidder en vis masse, der føles fysisk mærkbar, som om selve malingen har fået egen vægt. Han benytter ofte strålende farver og markante konturer til at definere disse former, hvilket får motiverne til at træde tydeligt frem mod deres baggrunde.

Omkring 1964 begyndte denne fascination af volumen at bevæge sig fra lærredet og ind i tre dimensioner. Han begyndte at skabe skulpturer, hvor han oversatte den samme følelse af ekspansion til bronze og andre materialer. Den afrunding, man ser i hans malerier, fik nyt liv i disse solide former, hvilket gjorde det muligt for de overdrevne proportioner at eksistere i det offentlige rum. Hans arbejde forbliver centreret omkring motivets rene fysiskhed, uanset om der er tale om en menneskelig figur eller et dyr.

• Mona Lisa (1959)
• The Presidential Family (1967)
• Dancing in Colombia (1980)
• July 20th (1984)

Værkernes kerne og kunstneriske temaer

Hans kunstneriske virke centrerer sig ofte om den menneskelige form som en vægtig tilstedeværelse og den stille spænding, der findes i sociale sammenhænge. I Mona Lisa, Age Twelve (1959) er motivet gengivet med en helt særlig, afrundet tilstedeværelse, der bryder med de traditionelle proportioner. Dette fokus på volumen blev en metode til at udforske mere komplekse sociale strukturer. I The Presidential Family (1967) tilbyder de overdrevne figurers former et subtilt blik på de politiske eliter, hvor massen bruges som en kommentar til dem, der besidder magten. Han benyttede disse former til at adressere både livets glæde og konfliktens tyngde.

Tematikkerne skifter ofte mellem fejring og voldens barske virkelighed. Dancing in Colombia (1980) indfanger en livlig scene med musikere og dansere, hvor tykke lag maling giver figurerne en taktil og tung kvalitet. I kontrast hertil konfronterede hans senere værker ofte de mørkere aspekter af hans hjemland. The Death of Pablo Escobar (1999/2006) og hans forskellige serier, der behandler overgrebene i Abu Ghraib, vidner om en vilje til at bruge hans signaturstil til at konfrontere svære sandheder. Selv hans senere værker, som La paloma de la paz (2016), bærer en følelse af monumental tyngde, uanset om motivet er et menneske, et dyr eller et symbol på fred.

• Mona Lisa, Age Twelve (1959)
• The Presidential Family (1967)
• Dancing in Colombia (1980)
• The Death of Pablo Escobar (1999/2006)
• La paloma de la paz (2016)

De sidste år og hans bortgang

De sidste årtier af hans liv var præget af en konstant bevægelse mellem flere internationale knudepunkter. Han opretholdt residenser i New York, Paris og Monte Carlo, men vendte ofte tilbage til Medellín for at bevare forbindelsen til sine rødder. Hans tilstedeværelse i det offentlige rum voksede i takt med, at hans bronzeskulpturer blev placeret i parker og på pladser på tværs af kontinenter. Selv i sin alderdom fortsatte hans værker med at berøre tunge og betydningsfulde emner, såsom de sociale og politiske spændinger i Colombia og de skæbnesvangre begivenheder i Abu Ghraib-fængslet.

I sine sidste år boede han i fyrstendømmet Monaco. Han gik bort dér den 15. september 2023, i en alder af 91 år, efter komplikationer som følge af lungebetændelse. Hans bortgang markerede afslutningen på en lang og betydningsfuld karriere dedikeret til at observere den menneskelige form og det sociale livs kompleksitet gennem hans helt unikke linse af volumen og proportioner.

Arv og indflydelse

Hans tilstedeværelse i det offentlige rum var konstant og gennemgribende. I New York City indtager hans skulpturer centrale pladser på steder som Park Avenue, hvor de tunge, afrundede former eksisterer side om side med byens monumentale arkitektur. I Colombia blev han betragtet som en national skat, en skikkelse hvis værker blev vævet ind i landets daglige liv. Han var den mest anerkendte og citerede kunstner fra Latinamerika i sin levetid, en kendsgerning der afspejles i, hvordan hans figurer blev velkendte for mennesker på tværs af mange landegrænser.

Hans engagement over for sit hjemland var tydeligt gennem hans omfattende donationer. I år 2000 skænkede han 208 kunstværker til Bank of the Republic, en handling der var med til at forme det kulturelle landskab i Bogotá. Han delte også store dele af sin personlige samling ved at donere 123 værker samt yderligere 85 værker til Museo Botero. Disse bidrag har sikret, at hans helt særlige måde at betragte verden på forbliver tilgængelig for de generationer, der følger i hans fodspor.

• La paloma de la paz
• The Death of Pablo Escobar
• Mona Lisa, Age Twelve

Hvor man kan opleve værkerne i dag

Hans nærvær kan mærkes i Bogotás stille kroge, særligt i det historiske kvarter La Candelaria. Museo Botero rummer en betydelig del af hans livsværk – en samling, der er vokset frem som følge af hans egen beslutning om at donere mange af sine værker til nationen. I Medellín bevarer Museo de Antioquia ligeledes et væsentligt antal af hans værker, hvilket opretholder en dyb forbindelse til hans rødder. Disse rum giver mulighed for et fordybet blik på den måde, han mestrede volumen og tyngden i sine motiver på.

Uden for Colombias grænser kan hans malerier findes på Metropolitan Museum of Art i New York City. Her får hans figurers skala en helt særlig karakter mod baggrunden af en global institution. Hans bronzeskulpturer har også fundet permanente hjem i det offentlige rum, hvor de inviterer forbipasserende til at vandre omkring dem i gaderne i både Firenze og Medellín. Disse massive, afrundede former eksisterer i det fri, underlagt byens skiftende lys og konstante bevægelse.

• Dancing in Colombia (1980)
• July 20th (1984)
• Mona Lisa (omkring 1959)
• The Death of Pablo Escobar (omkring 1999)