Charles Frederick Goldie (1870–1947)
Charles Frederick Goldie var en dansk kunstner, der blev kendt for sine prægede portrætter af Māori-folk. Han modtog Kong Georg V’s sølvjubilæumsmedalje og blev udnævnt til Officer of the Order of the British Empire (OBE) for sine tjenester indenfor kunsten i New Zealand i 1935. Hans arbejde fejres stadig for sin realisme, kulturelle betydning og bidrag til New Zealand’s kunsthistorie.
### Tidlig Liv og Uddannelse
Goldie blev født i Auckland den 20 oktober 1870, søn af David Goldie og hans kone Maria Partington. Hans morsfar var Charles Frederick Partington, grundlæggeren af Auckland Windmill – et ikonisk monument over New Zealand’s historie. Hans far var en succesfuld træhandler og politiker, der tjente som borgmester i Auckland (1898-1901) og trak sig tilbage fra politikken for at fokusere på kunstneriske aktiviteter. Goldie modtog sin uddannelse ved Auckland Grammar School hvor han allerede som ung viste en imponerende kunstnerisk talent og vandt flere præmier fra Auckland Society of Arts og New Zealand Art Students’ Association. Hans interesse for kunst blev styrket af hans mors opmuntring og støtte til hans kreative ambitioner. Efter skolen arbejdede Goldie i sin fars virksomhed samtidig med at han fortsatte sine kunststudier under Louis John Steele, hvilket førte til et betydeligt møde mellem to fremstående kunstnere og kunsthistorikere.
### Kunstnerisk Uddannelse og Paris
Goldie rejste til Paris i 1892 hvor han studerede ved Académie Julian – en prestigefyldt kunstskole kendt for sin fokus på klassiske teknikker og realistisk udførelse. Han blev undervist af blandt andre William-Adolphe Bouguereau, hvis stil havde stor indflydelse på Goldie’s egen kunstneriske udvikling. Denne akademiske træning gav ham et solidt fundament til at skabe nogle af New Zealand’s mest ikoniske værker indenfor Māori-kunst og portrætter. Han var blandt de få danske kunstnere, der tog fuldt ud nytte af denne mulighed for international kunstnerisk uddannelse og udviklede sig til en selvstændig kunstner med en unik visuelle stil.
### Kunstnerisk Karriere og Bemærkelsesværdige Arbejder
Goldie vendte tilbage til New Zealand i 1898 hvor han etablerede "The French Academy of Art" sammen med Louis J. Steele – hvilket blev starten på et produktivt samarbejde mellem to kunstnere, der skulle forme dansk kunsthistorie. Sammen skabte de et stort historisk værk, *The Arrival of the Māori in New Zealand*, inspireret af Théodore Géricault’s berømte *Raft of the Medusa*. Maleriet blev udstillet ved Auckland Society of Arts i november 1899 og priset på £200 var præcis det beløb, Helen Boyd efterlod sig til kunstmuseet. Dette var et øjeblikkelig succesfuldt projekt og gav Goldie en betydelig økonomisk stabilitet samt stor offentlig anerkendelse. Efterfølgende samarbejde mellem Goldie og Steele førte til flere andre kunstværker og udstillinger, hvor Goldie konstant udforskede nye teknikker og perspektiver indenfor Māori-kunst og portrætter. Hans arbejde blev præget af en dyb respekt for Māori kultur og traditioner samt et ønske om at dokumentere og bevare aspekter af deres historie gennem kunstværker. Han var blandt de få danske kunstnere, der formåede at skabe værker, der både var teknisk imponerende og kulturelt betydningsfulde. Hans mest kendte værker inkluderer *Thoughts of a Tohunga*, hvor han præsenterede et detaljeret portræt af en ældre Māori-mand med komplekse tatueringer – hvilket blev vurderet til at være blandt de største kunstværker i New Zealand og udgjorde en vigtig dokumentation af Māori kultur og identitet. Han fortsatte sin kunstneriske aktivitet indtil 1941 hvor hans helbred forværredes betydeligt på grund af blyforgiftning fra hans brugte malergrej – hvilket førte til en reduktion i hans produktivitet og kreativ energi. Goldie døde den 11 juli 1947 i Auckland efter en længere sygdom og efterlod sig et arv som en af New Zealand’s mest betydningsfulde kunstnere og kunsthistorikere. Hans værker er nu udstillet på Auckland Art Gallery Toi o Tāmaki og repræsenterer en unik kombination af klassisk akademisk træning og kulturel interesse – hvilket cementerede hans plads i dansk kunsthistories kronik.
