Anton Raphael Mengs
Anton Raphael Mengs (født 12. marts 1728 i Ústí nad Labem i Bøhmen, død 29. juni 1779 i Rom) var en tysk maler. Han var elev af faren, den dansk-fødte miniaturmaler Ismael Mengs (1688–1764), der var professor ved Dresdens Kunstakademi. Under ham gennemgik han en meget streng skole, ikke mindst i Rom, hvortil han kom 13 år gammel, og hvor han studerede under Marco Benefial med flere og under skarp opsigt holdtes til at studere antikkerne, Rafael og andre. På sin vis gennemøvet og udrustet med klassisk kunstviden som få, nåede han hurtig i vejret, fik snart efter hjemkomsten 1744 til Dresden officielle bestillinger, blev sachsisk hofmaler, 1754 direktør for det nyoprettede Akademi på Kapitol, syv år efter hofmaler i Spanien; sine overordentlig store indtægter brugte han for en del til erhvervelse af betydelige kunstskatte og til understøttelse af kunstfæller; det af Katharina 2. af Rusland i Peterskirken i Rom rejste gravmæle over ham vidner yderligere om hans ry. Han virkede ca. 1761—69 og 1774—76 i Spanien, hvor han til slottet i Madrid bl.a. malede en Aurora, Gratierne og Trajan’s Apoteose, 1769—74 i Italien. Mengs’ kunstnerfysiognomi mangler det umiddelbares friskhed, inspiration og fantasi, men ejer det tillærtes gode egenskaber: Sikkerhed i håndtering af kunstmidlerne (således stor fermhed i pastelteknikken), udviklet smag og sans for ædel formgivning og komposition. Det reflektive hos Mengs gav sig også udslag i litterære arbejder om kunst (hans “Opere”, udgave på italiensk ved José Nicolás de Azara i 2 bind 1783, også på tysk; hans Praktisk Undervisning i Malerkunst, oversat 1818 til tysk, 1832 til svensk; Reflessioni sopra i tre gran pittori Raffaello, Tiziano, e Correggio, e sopra gli antichi); hans syn stemmer i meget sammen med vennen Johann Joachim Winckelmanns. Når han i Gedanken über die Schönheit und den guten Geschmack in der Mahlerey siger, at kunsten skal overtræffe naturen i skønhed, at man i dette øjemed skal studere antikken, Rafael, til udvikling af smag for udtrykket, Antonio da Correggio, til øvelse i ynde og harmoni og Tizian, for sandhedens og kolorittens skyld, har han betegnende karakteriseret sin egen kunst, hvis væsensmærke er eklektikerens. Kunsthistorisk set har hans gerning hovedsagelig været den at vise vej mod klassicismens renere smag.
Han blev født i Ústí nad Labem, hvor hans far Ismael Mengs var dansk kunstner og professor ved Dresdens Kunstakademi. Denne forbindelse gav unge Anton en tidlig eksponering for europæisk kunst og kultur – et miljø præget af både akademiske traditioner og den spirende romantik. Hans barndom var formet af strenge disciplinære krav, hvilket understreger vigtigheden af hans fars uddannelse og hans ambition om at forme sin søn til en stor kunstner. Efterfølgende rejser til Rom i 1741 blev et vendepunkt i Mengs’ kunstneriske udvikling. Han studerede intensivt ved siden af Marco Benefial og andre fremstående kunstnere, hvor han absorberede den klassiske verdens kunstværker og filosofi – en erfaring der ville forme hans æstetiske principper og præge hans senere arbejde.
Mengs’ tidlige karriere var præget af kopiering af klassiske malerier, hvilket ikke blot udviklede hans tekniske færdigheder, men også gav ham en dyb forståelse for kunstens grundlæggende principper. Han blev hurtigt hofmaler i Dresden og senere direktør for det nye Akademi på Kapitol, hvor han videreudviklede sin kunstneriske stil og undervisningspraksis. Hans arbejde omfattede både monumentale fresker og portrætter, hvilket demonstrerede hans evne til at kombinere klassisk elegance med moderne æstetik. Blandt hans mest kendte værker er *Parnassus* ved Villa Albani i Rom – et imponerende værk, der blev rost for sin harmoniske komposition og sine elegante figurer og som repræsenterede en triumf af klassisk kunsthistorie og humanistisk filosofi. Han var også involveret i dekoreringen af flere offentlige bygninger og paladser i Spanien og Italien, hvor han prægede kunstscenen med sin stil og hans tekniske kunnen.
Mengs’ samarbejde med Johann Joachim Winckelmann var særligt betydningsfuldt for udviklingen af klassisk kunsthistorie og kunstkritik. Winckelmanns ideer om renhed, orden og harmoni fandt resonans i Mengs’ kunstneriske arbejde og førte til en ny forståelse af klassisk kunst – en forståelse der blev videregivet gennem Mengs’ bøger og undervisningspraksis. Han var en vigtig fortolker af Winckelmanns tanker og bidrog aktivt til at forme den klassicistiske æstetik i det 18. århundrede. Hans arbejde har haft stor indflydelse på efterfølgende kunstnere og kunsthistorikere og cementeret hans status som en af de mest betydningsfulde kunstnere i sin tid. Han døde i Rom i 1779 og efterlod sig et omfattende œuvre, der fortsat fascinerer kunsthistorikere og kunstelskere verden over. Hans kunst repræsenterer en unik fusion af klassisk tradition og moderne innovation og er et vidnesbyrd om den transformative kraft af kunst og filosofi.
